I det følgende afsnit introduceres retningslinjerne for, hvordan Bolius fremstår visuelt, når vi indgår partnerskaber med andre.
Visuelle retningslinjer for partnerskaber
Det er vigtigt at sikre synlighed og genkendelighed, når vi indgår i partnerskaber, og derfor er det afgørende, at vores visuelle identitet er tydelig og konsekvent. Samtidig skal vores visuelle retningslinjer afspejle den strategiske rolle, vi indtager i hvert enkelt partnerskab.
Denne guide er en konkret ramme for, hvordan Bolius’ visuelle identitet skal integreres i samarbejder. Retningslinjerne er et fundament for at kunne forhandle visuel repræsentation med samarbejdspartnere, så vi fremadrettet ikke drukner i andres visuelle stil, men fremstår som en professionel og pålidelig partner.
Visuelle retningslinjer
- Logo: Integreres på alle niveauer med retningslinjer for størrelse og placering.
- Farver og typografi: Vores farvepalet og typografi anvendes afhængigt af niveauet for samarbejdets vægtning.
- Konsistens: Alle partnerskaber skal følge designguiden for at sikre visuel genkendelighed.
Niveauer for partnerskaber
Samarbejdets karakter og Bolius’ rolle afgør den visuelle vægtning. Vi arbejder med fire niveauer af partnerskaber (jf. principper), og således sikrer vi fleksibilitet uden at gå på kompromis med brandets genkendelighed.
Niveau 1: Bidragsyder
- I denne type partnerskab spiller Bolius en mindre rolle, hvor vi typisk bidrager med støtte, data eller ekspertise, men hvor samarbejdspartneren er hovedafsender. Vores visuelle identitet er til stede som et diskret element for at sikre genkendelighed, men uden at dominere.
- Da det er partneren, der er hovedafsender, vil Bolius ikke være underlagt at skulle publicere materiale. Såfremt det indgår i kontrakten, at vi skal det, så skal det gøres i Bolius’ visuelle identitet.
Eksempler:
- Samarbejder, hvor vi støtter et projekt, en kampagne eller et event, f.eks. en lokal messe eller en bæredygtighedskampagne.
- Artikler, hvor vores bidrag er sekundært, f.eks. et samarbejde med en medieplatform, hvor vores logo fremgår som støttepartner.
Visuelle elementer:
- Logo: Skal fremgå i en minimumstørrelse og placeres tydeligt (f.eks. nederst på en plakat eller en hjemmeside).
- Farver: Ingen krav om integration af vores farvepalet.
Niveau 2: Videnpartner
Her fungerer Bolius som ekspertkilde eller leverandør af viden. Vores visuelle identitet skal være mere fremtrædende, fordi vi aktivt påvirker indholdet og dermed også afsenderens troværdighed.
Eksempler:
- Partnerskaber med kommuner eller organisationer, hvor vi udarbejder vejledninger, infografikker eller rapporter.
- Samarbejder om webinarer eller workshops, hvor Bolius leverer viden og materiale.
Visuelle elementer:
- Logo: Fremtrædende på materialer (f.eks. i hjørnet af slides eller foldere).
- Farver og typografi: Vi kan kræve, at vores primære farver og typografi bruges i overskrifter eller som gennemgående elementer.
Niveau 3: Delt samarbejde
I et ligeværdigt samarbejde mellem Bolius og samarbejdspartnere(n), skal alle brands nedtone deres visuelle identitet. I stedet bruges eller udvikles der en ny kampagneidentitet, som er hovedafsender. Alternativt vælges en af partnerne som hovedafsender, og alt materiale følger denne partners visuelle identitet.
Eksempler:
- Samproduktion af en kampagne, f.eks. om energibesparelser, hvor begge parter bidrager med både ressourcer og branding.
- Fælles events eller messer, hvor materialerne bærer begge identiteter.
Visuelle elementer:
- Logo: Alle partnere optræder tydeligt i samme størrelse med sort/hvide logoer.
- Farver og typografi: Det er kampagneidentiteten, der bestemmer farver og typografi.
- Designstruktur: Ved særlige formater (fx annoncering af samarbejdet), kan bannere og grafik opdeles grafisk hvor hver part har en sektion.
Niveau 4: Fuldt ejerskab
Når Bolius er hovedafsender og har fuldt ejerskab over samarbejdet, skal vores visuelle identitet dominere alt materiale. Samarbejdspartnerens rolle er begrænset til at blive nævnt eller integreret som sekundær bidragsyder.
Eksempler:
- En kampagne, hvor vi tager initiativet, f.eks. om renoveringstips eller energirådgivning, og samarbejdspartneren bidrager med finansiering, distribution eller data.
- E-bøger, guides eller rapporter, hvor vi har ansvaret for indholdet og brandingen.
Visuelle elementer:
- Logo: Samarbejdspartnerens logo kan placeres som et sekundært element (f.eks. i bunden eller på en separat takkeside). Samarbejdspartneren kan også fremgå som kilde uden logo.
- Farver og typografi: Hele materialet følger udelukkende Bolius’ designmanual.
Hvordan integreres samarbejdspartneren?
For at sikre, at samarbejdspartneren stadig føler sig repræsenteret, kan vi:
- Inkludere deres logo i en ”støttet af”-sektion.
- Bringe deres bidrag frem i teksten eller materialet, f.eks. gennem et forord eller en “i samarbejde med”-note.
- Eventuelt inddrage mindre, strategiske inddragelser af deres farve eller elementer som en subtil detalje (f.eks. en linje eller ikon).
Kommentarer
0 kommentarer
Artiklen er lukket for kommentarer.