Billederne skal afspejle virkeligheden på en autentisk måde uden unødvendig redigering eller brug af filtre. Vi vælger billeder, der afspejler danskernes hverdag og vækker en naturlig følelse. Dette styrker vores værdier om ægthed og gør indholdet mere tilgængeligt og troværdigt for vores læsere. Vores valg af billeder skal være autentiske. De må gerne vise noget ulækkert eller utiltalende, f.eks. skimmelsvamp, men de må også gerne være pæne, når det er for at skabe blikfang på sociale medier. De gennemgribende ord er derfor autentiske for danskernes hver - dag og tilknyttet den kanal, vi prøver at formidle til dem på.
- Vær bevidst om diversitet. Mangfoldighed skal afspejles i køn, alder, oprindelse, geografisk placering, social baggrund, boligtype og familiekonstellationer.
- Mennesker i Bolius’ billeder skal være i settings, der afspejler en dansk, skandinavisk eller nordisk kontekst. Vær derfor ekstra bevidst, når du vælger billeder fra en billedbank, hvor udvalget af realistiske billeder måske ofte kan være snævert.
- Undgå billeder med mennesker, der fremstår for perfekte, karikerede eller stiliserede.
- Brug fotos, hvor personer er i gang med noget.
- Lad casepersoner indgå i sammenhæng med de relevante elementer i rummet, der understøtter historiens budskab. Sørg for en klar komposition og beskæring, når du vælger billede, som præcist afspejler budskabet, og sørg for perspektivskift, hvis der vises flere billeder.
- Vælg billeder med kontraster, der understøtter historiens hovedfokus. Varme eller kolde farver, samt balancen mellem lys og skygge, kan bruges strategisk til at fremkalde bestemte følelser eller understrege vigtige temaer.
- Billedet behøver ikke nødvendigvis at afspejle præcis det, der står i rubrikken. Et billede, der på en kreativ måde illustrerer temaet, er oftest mere engagerende og giver lyst til at bevæge sig videre ind i historien. Hvis artiklen eksempelvis handler om kulde og at spare på strømmen, kan et billede af en familie, der sidder sammen med en varm kop te i en hyggelig stue, være mere engagerende end et billede af en termostat eller en elektrisk måler.
- Når du vælger et billede, er det ikke kun farverne, der skaber et godt resultat. Det gode billede kan også bestå af lys og skygge, dybdeskarphed og andre visuelle elementer for at formidle det rette budskab.
Skygger på fritlagte billeder
Skygger placeres altid i forhold til lyskilden for at få et så naturligt look som muligt. Størrelse og længde af skygger er en vurdering for det enkelte motiv. Der er ingen krav til skyggefarver, men se eksempler her.
Generelt
Variation viser overskud:
- Variation af perspektiv og beskæring er gode greb til at lave en inspirerende fortælling. Variation styrker brugernes følelse af et redaktionelt overskud, hvilket indirekte styrker troværdigheden. Vær opmærksom på, at billedudtrykket skal have samme stilart historien igennem.
- Undgå at bruge de mest brugte billeder. Tjek ReALBUM og kolleger for de mest brugte billeder, f.eks. via temasider.
Yderligere:
- Vi bruger ikke AI til at manipulere vores billeder væsentligt. Brug af AI skal overholde øvrige politikker af billeder. Vi bruger ikke AI til at lave rene billeder, men vi kan godt bruge AI til f.eks. at forlænge et fortov, en trappe eller andet. Al brug af AI skal krediteres korrekt.
- Fra tid til anden er der behov for produktfotos. Det vil sige fotos, vi modtager fra producenter, eller vi selv har taget. Vi bruger dem, når de er med til at hæve kvaliteten af formidlingen.
- Vær opmærksom på billeder, der indeholder andres logoer. Overvej, om det kan opfattes som reklame for virksomheden, og om logoet præsenteres i en korrekt og retvisende kontekst.
Foto- og procespolitik for Bolius
For at sikre en høj og ensartet billedkvalitet skal følgende retningslinjer følges ved fotografering og videooptagelser i forbindelse med videoproduktion, freelanceopgaver til magasinet og enkeltstående indsatser:
Billeder og video på settet
Når der optages video eller produceres freelanceindhold til magasinet, skal videoteamet eller den tilknyttede freelancer også tage stillbilleder på settet. Der skal fotograferes i både oversigts- og nærbilleder, højformat og bredformat samt med og uden mennesker.
For magasinet skal der tages stilling til, om der skal tages et egnet forsidebillede inden shootet går i gang.
Derudover skal freelancefotografen eller videoteamet optage en kort håndholdt video af settet. Dette klip kan potentielt bruges senere til markedsføring eller behind-the-scenes-indhold.
Rettigheder og anvendelse
Den dertilhørende releaseform skal altid tages med på settet, men der er aftalt godkendelse inden.
Fotografen eller den der sætter opgaven i gang (internt eller eksternt) skal sikre, at der er fuld klarhed over, hvordan billederne og videoklippene må bruges over tid og på tværs af Bolius’ kanaler.
Det er vigtigt, at aftaler om rettigheder indgås og dokumenteres på settet for at undgå begrænsninger i fremtidig anvendelse.
I forbindelse med brug af brugerbilleder skal der også indhentes rettigheder, ligesom selve billedet også skal underlægges en kvalitets- og taggingkontrol.
Kommentarer
0 kommentarer
Artiklen er lukket for kommentarer.